Vintervemod

Set det har jeg,
månen på himlen,
Hindsted Herreds
snelyse marker,
gå her burde man,
ens ven med sig.
Snetunge skyer
driver i vest,
spejderminder
stærke sig melder;
månen fra Visse
evigt jeg husker.
Videre nordpå:
Gravlevdalen
snelys sig sænker
under skoven,
hedebakkerne
mørke luder,
Tingbækbakken
lys sig hæver,
månen belyser
venligt alt.
Endnu jeg husker
den natgule måne
lavt over granerne
før den sig sænked'
under kimingen;
netop var det
denne dal;
vandre her må man
i månelys nat
for at mindes
og nyt opleve,
der også engang
selv bør mindes.